Anders Breivik heilede ved retssag mod den norske stat

Skrevet af admin

15/03/2016

Dagens topnyheder

Anders Behring Breivik heilede i gymnastiksalen i fængslet i Skien, da retssagen mod den norske stat begyndte tirsdag morgen. Det rapporterer den norske tv-station NRK.

Så snart Anders Behring Breivik, der i 2011 dræbte 77 personer ved to attentater i Norge, fik håndjernene af, strakte han armen op i nazihilsenen.

Breivik har sagsøgt den norske stat, fordi han er utilfreds med sine afsoningsforhold. Han anklager den norske stat for brud på de europæiske menneskerettighedskonventioner, som handler om tortur og respekt for privat- og familielivet.

Nazihilsenen har fået stor opmærksomhed i flere udenlandske medier. Blandt andre har det britiske medie BBC skrevet om massemorderens entré i salen.

Retssagen begynder med en indledningstale af Anders Behring Breiviks advokat, Øystein Storrvik. Han vil blandt andet fortælle nærmere om det, som, Breivik mener, er nedværdigende behandling i fængslet.

Advokaten vil problematisere de nøgenundersøgelser, som Anders Behring Breivik var udsat for, da han sad fængslet i Ila, samt brugen af håndjern og natlige inspektioner i cellen. Det fremgår af en tekst, som advokaten har lagt frem til journalisterne i salen.

Øystein Storrvik vil bruge det meste af sin indledningstale frem til klokken 11 på at forklare det juridiske grundlag for sagen.

- Det er faktisk et grænsetilfælde med tunge juridiske kilder, som taler for, at dette er et for strengt regime, siger han ifølge det norske nyhedsbureau NTB inden retssagen.

Efter Anders Behring Breiviks advokat har holdt sin indledningstale, er det den norske stats tur. Staten går efter en frifindelse i sagen.

Ifølge NTB kommer statens advokat, Marius Emberland, blandt andet til at lægge vægt på, at Breivik har takket nej til en række forslag til aktiveringstiltag.

Der er afsat fire dage til sagen, der foregår i gymnastiksalen i fængslet i Skien, hvor Anders Behring Breivik sidder fængslet.

/ritzau/