Andre Greipel triumferer i Tour de France

Skrevet af admin

10/07/2014

Mest læste i dag

Andre Greipel vandt torsdag sin første etapesejr i årets Tour de France.

Den 31-årige tyske sprinter fra Lotto-Belisol-holdet var stærkest i massespurten på 6. etape.

Danske Lars Baks holdkammerat sejrede foran nordmanden Alexander Kristoff (Katusha) og franskmanden Samuel Dumoulin (ag2r)

Den tredobbelte etapevinder, tyske Marcel Kittel fra Giant-Shimano, sad ikke med fremme i finalen.

Han var angiveligt sat ud af spillet med en punktering.

Etapen blev præget af et af de klassiske lange udbrud, som man på forhånd vidste, ville få svært ved at holde hjem.

Fire ryttere stak af fra hovedfeltet kort efter starten, men den sidste af udbryderne blev indhentet med lidt over 10 kilometer tilbage af etapen.

Etapen bragte ingen forskydninger i topstillingen.

Italieneren Vincenzo Nibali (Astana) fører fortsat med to sekunder ned til sin danske løjtnant, Jakob Fuglsang.

Etapen indeholdt flere stigninger, men eftersom de lå langt fra målstregen, var det forventet, at det ville ende med en massespurt.

Regnen prægede også 6. etape, ligesom det skete på onsdagens etape, der sendte blandt andre den forsvarende Tour-vinder, Chris Froome, ud af løbet.

Det medførte adskillige styrt torsdag, og det betød blandt andet, at Tinkoff-Saxo måtte sige farvel til en af kaptajnen Alberto Contadors landsmænd, Jesus Hernandez.

Dermed har spanske Contador mistet en af sine vigtige hjælperyttere i forsøget på at erobre Tour-tronen for tredje gang i karrieren efter sejrene i 2007 og 2009.

Også den nye Sky-kaptajn, australieren Richie Porte, mistede en af sine hjælperyttere, da spanske Xabier Zandio udgik efter at være styrtet.

/ritzau/