Andreas Christensen og Gladbach fortsætter vild optur

Skrevet af admin

28/10/2015

Dagens topnyheder

Det var ikke med Mönchengladbach-ledelsens gode vilje, at træner Lucien Favre sagde sit job op efter en mislykket start på denne sæson, men sikke en effekt trænerskiftet har haft.

Under afløseren André Schubert sætter holdet stort set ikke en fod forkert, og med det danske stortalent Andreas Christensen i midterforsvaret flyver Gladbach fra succes til succes.

Onsdag aften vandt holdet uden de store problemer med 2-0 over Schalke 04 på en ellers svær udebane i Gelsenkirchen og demonstrerede dermed igen, hvor stor selvtillid spillerne render rundt med.

Det var den offensive midtbanespiller Lars Stindl, der bragte gæsterne foran på en friløber lige før pausen, mens Thorgan Hazard øgede til 2-0 på straffespark.

Schalke skiftede Pierre-Emile Højbjerg ind 13 minutter før tid, men den danske landsholdsspiller faldt mest i øjnene ved at få en advarsel for et groft frispark.

Med sejren er Andreas Christensen og holdkammeraterne klar til 1/8-finalen i den tyske pokalturnering.

Det samme er Jannik Vestergaard og Werder Bremen, som vandt med 1-0 over FC Köln, der havde Frederik Sørensen med i forsvaret.

Den tidligere Hobro-angriber Emil Berggreen scorede et af målene, da Eintracht Braunschweig let spillede sig blandt de 16 bedste med en 4-0-sejr over Reutlingen nede fra femte niveau i det tyske ligasystem.

Endelig kom Stefan Effenberg ned på jorden efter sin kanonstart som træner for Paderborn.

Holdet fra den tunge ende af den næstbedste række har vundet de to første ligakampe under den karismatiske træner, men onsdag aften røg Paderborn ud af pokalturneringen med et 1-7-nederlag på udebane til Borussia Dortmund.

1/8-finalerne spilles 15.- og 16. december.

/ritzau/