Andreas Christensen vil have spilletid frem for træning

Skrevet af admin

26/03/2016

Dagens topnyheder

Andreas Christensen er den yngste spiller i den landsholdstrup, der i disse dage er samlet til Åge Hareides første kampe som landstræner.

Med bare 19 år på bagen har forsvarsspilleren oplevet meget, siden han i 2012 skiftede tilværelsen som ungdomsspiller i Brøndby ud med storklubben Chelsea.

En rejse, der har sendt ham til tyske Borussia Mönchengladbach på en toårig lejeaftale.

- Jeg tror, timingen har været rigtig god. Jeg gik fra at træne med førsteholdet i Chelsea, og på det tidspunkt syntes jeg, det var det rigtige. Nu har jeg så valgt spilletid frem for træningen i Chelsea.

- Det har givet mig en masse selvtillid og erfaring. Jeg er blevet bedre til at tage de rigtige beslutninger på banen, siger Andreas Christensen, der torsdag var med til at vinde 2-1 over Island.

I Bundesligaen har holdet gang i en god sæson og kæmper lige nu med Pierre-Emile Højbjergs Schalke 04 om en plads i næste års kvalifikation til Champions League. Vel at mærke med Andreas Christensen i en central rolle.

En noget uvant situation for en ung spiller, der inden denne sæson blot havde fået spilletid i tre førsteholdskampe som senior.

- Jeg har fået den støtte, jeg har brug for. Holdet har fungeret, og så har jeg også fungeret. Og så er selvtilliden bare blevet større og større, forklarer han.

Mandag vandt han prisen som årets talent ved Dansk Fodbold Award 2016. Nu håber han, at han kan spille sig til en fast plads i midterforsvaret på det danske landshold.

- Det er klart, at jeg skal arbejde utroligt hårdt. Vi er seks mand på pladsen, og de andre spiller i store ligaer og spiller hver gang.

- Men jeg synes, jeg har spillet godt for klubholdet, og det håber jeg, jeg kan overføre til landsholdet også, siger han.

Ifølge Hareide ser fremtiden lovende ud for den unge spiller.

- En fast mand i Bundesligaen vil altid stå godt på landsholdet. Han kan spille mange positioner, og det er vigtigt for os, for vi skal have fleksibilitet i vores taktiske manøvrer.

- Han er en spændende og meget alsidig spiller, siger landstræneren.

Andreas Christensens forrygende sæson har sat gang i spekulationer om, hvor han skal spille efter sommerferien. Lejeaftalen rækker en sæson mere, men på rygtebasis meldes Chelsea interesseret i at hente ham tilbage hurtigt.

Selv er manden i centrum dog ikke så bekymret over, hvor fremtiden ligger. Bare der er spilletid.

- Jeg var superglad i Chelsea, så at vende tilbage ville være fint. Men jeg er også faldet godt til i Tyskland, så her vil jeg også gerne blive.

- Men at skifte klub for så at spille færre kampe, det er ikke en mulighed, hvis jeg selv kan vælge, lyder det fra Andreas Christensen.

/ritzau/