For første gang i 37 år er Storbritannien klar til finalen i den traditionsrige tennisturnering for landshold, Davis Cup, efter at briterne søndag eftermiddag bragte sig foran med 3-1 mod Australien.
Sejren blev sikret af verdensranglistens nummer tre, Andy Murray, der ikke havde problemer med Bernard Tomic, som blev besejret i tre sæt, 7-5, 6-2, 6-2.
Dermed har Andy Murray vundet alle sine tre kampe i semifinalen.
Lørdag sendte han i selskab med sin bror Jamie Storbritannien på sejrskurs ved at vinde doublen over Lleyton Hewitt og Sam Groth.
Og på førstedagen besejrede han Thanasi Kokkinakis i semifinalens første singlekamp.
Australien stiller op i en let svækket udgave, efter at holdledelsen har fravalgt landets næstbedste singlespiller, Nick Kyrgios, af disciplinære grunde.
I finalen skal Storbritannien op mod Belgien, der søndag vandt begge de afsluttende singler mod Argentina og dermed vendte 1-2 til 3-2.
Verdensranglistens nummer 64, Steve Darcis, sikrede den samlede sejr ved at besejre Federico Delbonis i fire sæt.
Det er første gang siden 1904, at belgierne når frem til slutkampen.
/ritzau/