Anklage: 200 kilo kokain skulle til Danmark

Skrevet af admin

29/10/2014

Dagens topnyheder

* Onsdag afsiger Retten i Aarhus dom i en narkosag, hvor der er rejst tiltale om forsøg på indsmugling af 200 kilo kokain. Stoffet skulle fra Sydamerika til Danmark, og prisen var 43 millioner kroner.

* Hovedpersonerne i sagen er den 30-årige tysker MS, der bor i Sydspanien, og hans colombianske ven, PA på 47 år.

* Politiet har døbt sagen "Operation Orion".

* Det amerikanske narkopoliti DEA indledte operationen i Bogota i Colombia i 2013. Her var MS på besøg med sin ven.

* En af DEA's betalte meddelere er en kriminel colombianer, der blev sat til at føre forhandlinger med de mistænkte om salg af kokain. Det skulle leveres i Nordeuropa.

* Dansk politi fik 25. oktober sidste år en dommers tilladelse til at lade colombianeren optræde som såkaldt civil agent. Han fik dermed tilladelse til at deltage i kriminalitet på dansk jord.

* Få dage senere mødtes han med de mistænkte på Vinbar Lundgren og Frk. Barners Kælder i København. MS tilkaldte en dansk bekendt, som var med i 20 minutter. Han er også blevet tiltalt i sagen.

* I december mødtes MS og PA med den britiske undercover politimand Tony på Café Hollywood. Her fortsatte diskussionen om kokainhandlen.

* Anholdelserne af MS, PA og danskeren fandt sted 5. december. De tre mænd har været fængslet lige siden.

* I Retten i Aarhus har colombianeren, en amerikansk politibetjent, den britiske politimand og danskere været ført som vidner. Amerikaneren har fortalt, at DEA som led i skuespillet var villig til at sende 500 kilo kokain til Danmark.

* Anklagerne har krævet en straf på fængsel i 14 år. De tiltalte har nægtet sig skyldige. De har været udsat for en ulovlig politiaktion, hævder de.

/ritzau/