Anklagemyndigheden anker dom over pædofil fra Randers

Skrevet af admin

17/03/2016

Dagens topnyheder

Statsadvokaten i Viborg har besluttet at anke en sag, hvor en 48-årig mand i Randers blev idømt seks års fængsel for blandt andet at være leder af pædofile netværk.

Anklagemyndigheden krævede i byretten, at manden blev idømt forvaring på ubestemt tid, fordi han er farlig for sine omgivelser.

Torben Kjærhus Larsen var blandt andet tiltalt for at have krænket sin vens børn, besiddelse af børneporno og for at have spillet en nøglerolle i to pædofile netværk på den mørke del af internettet.

Det blev han også dømt for, men han blev frifundet for den alvorligste anklage - nemlig at han skulle have forsøgt at købe et barn i Rumænien.

Frifindelsen af det forhold var den væsentligste grund til, at han slap med seks års fængsel i stedet for forvaring.

Men nu vil Statsadvokaten i Viborg altså have Vestre Landsret til at tage stilling til både skyldsspørgsmålet og straffen.

/ritzau/