Anklager fremlægger bunkevis af mails i Parken-sag

Skrevet af admin

15/12/2014

Mest læste i dag

Anklagemyndigheden er mandag eftermiddag nået frem til at fremlægge sine konkrete bevis-temaer i den omfattende sag om påstået manipulation af aktiekursen i det børsnoterede idræts- og underholdningsfirma Parken.

Her er tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard og forhenværende direktør Jørgen Glistrup tiltalt for at have holdt hånden under Parkens aktiekurs i 2007-2008. Begge nægter sig skyldige.

Anklager Jan Henrik Hansen læser op fra en stribe e-mails, de tiltalte har udvekslet om Parkens aktiekurs.

Af en maildialog dateret 16. januar 2008 fremgår det, at de to var opmærksomme på, hvordan selskabet klarede sig på børsen.

- Markedet styrtdykker. Vi har på rekordtid fået 15.000 aktier, jeg er bange for at bruge alt krudtet nu, så vi forsøger at ligge lidt stille, står der blandt andet.

Herefter er i en senere mail tilføjet:

- Det er VIGTIGT af hensyn til Clipper, at kursen ikke er mindre end 1200.

Det fremgår ikke, hvem af de to der har afsendt hvilke mails i korrespondancen.

Clipper er et dansk rederi, og når Parken-cheferne omtaler det, skyldes det, at Clipper kort forinden havde købt 50.000 Parken-aktier for 60 millioner kroner, altså til netop kurs 1200.

Handlen skete uden om fondsbørsen, og anklagemyndigheden finder den mistænkelig, da Parken ved at sælge de mange egne aktier ud af sin beholdning kom til at mangle Parken-aktier til at afdække det optionsprogram, selskabet havde tildelt Flemming Østergaard.

Spørgsmålet er, ifølge anklageren, om Parken derved skabte sig en undskyldning for senere igen at købe op på børsen og dermed støtte aktiekursen.

I en senere e-mail skriver Østergaard til Glistrup:

- Kære Jørgen. Kursen. Nu bliver du nødt til at tage actions.

Hertil svarer Glistrup:

- Jeg tror nu godt, Clipper kan forstå, at et regulært markedssammenbrud også rammer Parken-aktien, ellers burde de ikke beskæftige sig med værdipapirer.

- Vores aktie klarer sig med vores hjælp markant bedre end markedet. Vi kan glimrende løfte kursen og holde den en uges tid, hvorefter den falder som en sten.

/ritzau/