Anklager kræver 30 dages fængsel for ponydrab

Skrevet af admin

14/10/2014

Dagens topnyheder

En fængselsstraf på 30 dage.

Det kræver anklager Rikke Hald i en sag om dyremishandling, hvor Carl Plum, søn af madskribent Camilla Plum, og en 22-årig mand er tiltalt, fordi de aflivede en pony sidste sommer.

Begge mænd nægter sig skyldige i mishandlingen. Men i sin procedure i Retten i Helsingør kræver anklager Rikke Hald, at de tiltalte skal i fængsel.

- Man har filmet det. Det er helt koldt og overlagt, siger hun i sin procedure.

Hun påpeger, at de to mænd ikke virker særlig følelsesmæssigt påvirket af situationen i den video, som den 22-årige optog af slagtningen.

Carl Plum har erkendt, at det var ham, som førte kniven. Mens den 22-årige filmede slagtningen.

Men Rikke Hald mener, at begge mænd er lige gode om det.

- Det fremgår som en klar aftale, at det er det her, som skal foregå. Den anden er med hele vejen og fører kameraet, siger hun.

Men det afviser Ulrik Rasmussen, som er den 22-åriges forsvarer, i sin procedure.

- Han deltager overhovedet ikke i selve slagtningen, siger Ulrik Rasmussen, som procederer for, at hans klient ikke kan dømmes for medvirken.

Carl Plums forsvarer, Karoly Laszlo Nemeth, stiller i sin procedure spørgsmål ved, hvornår der kan være tale om mishandling.

- Det hele foregår i en sekvens på tre minutter (ponyens død, red.). Men er der egentlig tale om mishandling, lyder det fra Karoly Laszlo Nemeth.

- Min klient tror, at hesten er bevidstløs, siger han.

I en erklæring fra Det Veterinære Sundhedsråd konkluderede rådet, at "ponyen har lidt en lang og smertefuld død".

Carl Plum fortalte under sin afhøring, at han kun gjorde det, fordi han var sikker på, at der ikke var tale om mishandling.

- Hvis jeg havde været i tvivl eller en lille smule i tvivl, så havde jeg ikke gjort det, lød det fra Carl Plum.

- Jeg er selvfølgelig blevet i tvivl nu, om det var okay den måde, som det blev gjort på, tilføjede han, inden han forlod vidneskranken.

Der forventes dom i sagen senere tirsdag.

/ritzau/