Anklager kræver fem års fængsel til dødsbilist

Skrevet af admin

09/04/2014

Dagens topnyheder

Anklager Bettina Wøldike kræver fem års fængsel i sagen om uagtsomt manddrab, hvor en 23-årig mand er tiltalt for uagtsomt at have kørt 46-årige Cilla Olander Johansson ihjel.

Hvis dommeren følger anklagerens krav, vil det vil være rekord i den type sager.

Det fortæller hun onsdag i Københavns Byret, hvor hun skal argumentere for, at den 23-årige skal idømmes den hårde straf.

- Sagen er blandt de allergroveste, som vi har set, fortæller Bettine Wøldike.

Inden sin procedure har anklageren dokumenteret den 23-åriges fortid, som byder på en stribe domme for trafikforseelser.

Blandt andet er der tale om flere tilfælde af spritkørsel, narkokørsel og kørsel uden førerret.

Anklageren lægger i sin begrundelse vægt på, at den 23-årige den skæbnesvangre nat i november kørte vildt og voldsomt hele vejen fra Farum til København, hvor ulykken skete.

- Den tiltalte har kørt over for rødt i tre kryds med omkring 100 kilometer i timen på H.C. Andersens Boulevard, hvor hastighedsgrænsen er 50 kilometer i timen, siger Bettina Wøldike.

Derudover har det betydning, at den 23-årige var fuld og påvirket af hash.

Den 23-årige har ifølge anklagemyndigheden også været tæt på at ramme to andre personer på H.C. Andersens Boulevard, hvor Cilla Johansson blev dræbt. Også det bør gøre straffen hård, mener anklageren.

Anklagemyndigheden mener derudover, at byretten bør frakende den 23-årige retten til at føre bil for bestandig.

Forsvarsadvokat Anders Rohde mener, at straffen bør være mildere end anklagerens påstand. Han argumenterer for, at straffen bør ligge omkring to et halvt års fængsel.

- Det her er ikke en sag, hvor min klient skal dømmes ud fra et stort set up af følelser, men han skal have det, som sådan noget nu engang koster. Han har været beruset, men ikke tordnende beruset, lyder det fra advokaten.

/ritzau/