Antallet af familiesammenføringer stiger også

Skrevet af admin

22/10/2014

Mest læste i dag

Justitsminister Mette Frederiksen (S) fastslog onsdag i Folketingets spørgetid, at antallet af asylansøgere steg i september.

Nu viser det sig, at også antallet af familiesammenføringer er på vej op. Justitsministeriet oplyser over for Ritzau, at antallet af familiesammenføringer er steget fra 992 i august til 1105 i september i år.

Det tal kan dog blive "efterkorrigeret i opadgående retning", fastslår Justitsministeriet. Det skyldes, at der kan være familiesammenføringer, som ikke er nået at blive registreret, da tallet for september blev opgjort.

- De nye tal for asylansøgere viser, at der er behov for, at regeringen nu fremsætter sit lovforslag, som strammer reglerne for asyl, siger justitsminister Mette Frederiksen i en skriftlig kommentar og fortsætter:

- Verden ser de største flygtningestrømme nogensinde siden Anden Verdenskrig. Vi skal hjælpe i den helt særlige situation og beskytte de mennesker, der har behov for det.

- Men vi skal samtidig være realister, for Danmark er et lille land, der også skal kunne håndtere integrationsopgaven ude i kommunerne, siger hun.

Ifølge Mette Frederiksen steg antallet af asylansøgere fra 2311 i august til 2959 i september. Det er en stigning på over 600. Størstedelen af asylansøgere kommer fortsat fra Syrien og Eritrea. Dog er antallet af asylansøgere fra Eritrea faldet fra 608 i august til 483 i september.

Justitsministeriet har tidligere meddelt, at det samlede antal asylansøgere i 2014 kan bevæge sig op mod 20.000. Det er der ikke ændret ved trods de nye tal, fastslår Mette Frederiksen, som dog tager et forbehold:

- Der er ikke tale om en konkret prognose, men et helt foreløbigt overordnet skøn, der er behæftet med betydelig usikkerhed.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde tidligere onsdag, at hun "håber", at regeringens skøn på op mod 20.000 asylansøgere vil holde:

- Jeg har hele tiden sagt, at der kommer rigtig mange her i 2014. Der er et meget stort pres på vores asylsystem og på kommunerne, der skal tage imod alle disse mennesker, og det er også derfor, at vi har foreslået en stramning i forhold til dem, der ikke er individuelt forfulgte.

/ritzau/