Antallet af nye job i USA steg markant i december

Skrevet af admin

08/01/2016

Mest læste i dag

For tredje måned i streg viser det såkaldte kongetal i USA flot fremgang på det amerikanske arbejdsmarked.

I december blev der således skabt 292.000 job i USA uden for landbruget, viser kongetallet fredag ifølge Reuters.

Til sammenligning blev der skabt 211.000 nye job i november og 298.000 i oktober.

Arbejdsløsheden i december var uændret på fem procent.

Blandt danske økonomer er der fredag bred enighed om, at den amerikanske jobrapport for december er meget stærk.

- Dagens tal markerer, at amerikansk økonomi er endnu stærkere, end vi gik og troede, hvilket er overordentligt positivt for verdensøkonomien og dansk økonomi, udtaler cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian.

Han mener, at der med så voldsom en jobvækst er grund til at forvente, at den amerikanske centralbank kommer til at sætte renten op tre-fire gange i løbet af i år.

Lønvæksten steg også fra 2,3 procent i november til 2,5 procent i december. Dermed er lønstigningerne de højeste siden juli 2009, hvis man ser bort fra oktobertallet i 2015, der også var 2,5 procent.

Det er endnu et tegn på, at det går bedre i amerikansk økonomi, lyder vurderingen fra Mikael Olai Milhøj, analytiker i Danske Bank.

- Lønvæksten er ikke høj i et historisk perspektiv, men når inflationen samtidig er lav, så giver det faktisk en pæn fremgang i reallønnen for de amerikanske forbrugere. Det er med til at understøtte opsvinget i amerikansk økonom, udtaler han i en skriftlig kommentar.

Kongetallet er en strømpil for, hvordan verdensøkonomien har det, eftersom USA er verdens største økonomi.

Det var konsensusforventningen blandt analytikerne, at der blev skabt 200.000 arbejdspladser uden for landbruget i USA i december.

/ritzau/