Antallet af organdonationer er rekordlavt

Skrevet af admin

13/04/2014

Dagens topnyheder

Antallet af danske organdonorer har aldrig været lavere, end det var i 2013.

Det skriver Kristeligt Dagblad mandag.

Selv om det på fredag er 50 år siden, at man foretog den første organdonation i Danmark - en nyretransplantation på Aarhus Kommunehospital - er der i dag akut mangel på donorer.

Antallet af organdonorer er også lavere end i Norge, Sverige og Finland, som Danmark udveksler organer med.

Det viser tal fra Scandiatransplant, som har registreret udviklingen siden 1993 - kort tid efter hjernedødskriteriet blev indført i Danmark i 1990 - hvor det blev muligt også at transplantere hjerte, lunger og lever.

Hovedparten af patienterne på venteliste til et nyt organ venter på en nyre.

Men det lave antal donorer betyder, at mennesker i stigende grad dør på ventelisten, og derfor er der også flere pårørende til alvorligt nyresyge, som vælger selv at donere deres ene nyre.

/ritzau/