Antidoping-chef bliver ny Team Danmark-direktør

Skrevet af admin

17/12/2014

Mest læste i dag

Team Danmark skal have ny direktør i stedet for Michael Andersen, der har siddet på posten siden 2006.

Det bliver Lone Hansen, som dermed forlader stillingen som direktør for Anti Doping Danmark. Hun tiltræder sit nye job i februar næste år.

- Lone Hansen kommer med en utrolig interessant profil. Lone har gode ledelseskompetencer, og så har hun en stærk faglighed på elitesportsområdet, hvor hun har arbejdet som idrætsforsker på ph.d.- og postdoc-niveau.

- Med Lones kompetencer og indsigt i forskning og strategisk ledelse kombineret med hendes fokus på, at Team Danmark skal udvikle sig yderligere som vidensinstitution, tror vi på, at hun kan accelerere den positive udvikling, som Team Danmark og dansk eliteidræt er inde i, siger Team Danmarks bestyrelsesformand Frank Jensen i en pressemeddelelse.

Lone Hansen er ikke ubekendt med Team Danmark, idet hun har arbejdet der som teamleder på området for sportsfysiologi i mere end fire år.

Hun har dyrket karate på højt plan og har desuden været landstræner og sportschef i Dansk Karate Forbund. Og så har hun altså forsket og undervist i sportsfysiologi over en længere periode på både Syddansk og Københavns Universitet.

Stillingen som direktør for Team Danmark blev slået op i oktober, fordi Michael Andersens kontrakt havde udløb i august næste år.

Begrundelsen var, at man fremover ville ansætte direktøren på en tidsubestemt kontrakt og ikke åremålsansætte vedkommende.

Dengang sagde formand Frank Jensen, at man havde opfordret Michael Andersen til at søge sin egen stilling igen, og Andersen selv gav også udtryk for, at han gerne ville fortsætte.

Michael Andersen blev ansat som direktør i Team Danmark i 2006. Han kom fra Center for Videregående Sundhedsuddannelser, hvor han var direktør.

Han fratræder med det samme. Indtil februar varetages hans opgaver af Per Boldt Jørgensen, der er teamleder for sportsteamet.

/ritzau/