Apple er klar med ny iPhone til september

Skrevet af admin

28/03/2014

Dagens topnyheder

Gadget-fans kan formentlig godt begynde at glæde sig.

Ifølge den japanske avis Nikkei Business Daily er Apple nemlig klar til at sende en ny iPhone med højere opløsning og større skærm på gaden til september.

Den nye model, der forventes at få navnet iPhone 6, vil ifølge avisen komme i to versioner: en med en 4,7 tommer skærm og en med en 5,5 tommer skærm - begge større end den nuværende.

Rygterne om den kommende iPhone 6 har verseret længe, men fredagens nye detaljer fra underleverandørerne til it-giganten Apple, bringer dem tættere på en verificering.

Apple har bestilt sine skærme fra den japanske elektronikgigant Sharp, Japan Display og det sydkoreanske LG Display, oplyses det af Nikkei.

Apple sendte iPhone 5 på gaden i september 2012 og nye versioner af den blev lanceret sidste år.

I sidste måned meddelte Taiwans Commercial Times, at Taiwan Semiconductor Manufacturing Co. var begyndt at producere dele til den nye iPhone 6.

/ritzau/AFP