Apple opfører et nyt datacenter i Viborg til 6,3 milliarder kroner.
Det oplyser it-giganten i en pressemeddelelse.
Centret, som skal køre på 100 procent vedvarende energi, skal håndtere driften af blandt andet musik- og filmtjenesten iTunes store og App Store, hvor brugere af Apple-produkter kan hente programmer.
Ud over centret i Foulum lidt uden for Viborg bliver der også åbnet et ved den irske by Galway - for 6,6 milliarder kroner.
- Denne nye og omfattende investering er Apples hidtil største projekt i Europa, siger Apples administrerende direktør, Tim Cook.
- Vi er henrykte over at kunne udvide vores virksomhed, skabe hundredvis af lokale arbejdspladser og introducere nogle af vores mest avancerede løsninger inden for miljørigtigt bygningsdesign.
Ifølge Viborg Kommune bliver byggeriet den største udenlandske anlægsinvestering, der til dato er placeret i Danmark.
Viborgs borgmester, Torsten Nielsen (K), forventer, at centret i Viborg i de kommende år vil skabe mange hundrede arbejdspladser.
Desuden kan der i driftsfasen foruden det faste personale blive skabt flere afledte arbejdspladser.
- Vi er fantastisk glade for udsigterne til de mange nye arbejdspladser og for det boost, som virksomheden vil tilføre os.
Det gælder både under etableringsfasen og også de mange udviklingsmuligheder og afledte effekter, som it-giganten skaber her i området, fortæller Torsten Nielsen.
Ifølge handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) er det Udenrigsministeriets investeringsorganisation, Invest In Denmark, der har banet vejen for datacentret i Viborg.
Anlægsfasen vil ifølge ministeren strække sig over cirka 10 år.
Det er blandt andet billeder, musik og filer i sociale netværk, der har medført en eksplosiv vækst i data og dermed et stort behov for lagring på computere placeret i datacentre.
/ritzau/