Apples apps er blevet ramt af virus

Skrevet af admin

21/09/2015

Dagens topnyheder

Flere apps hos Apple er blevet inficeret med virus.

Det er sket, efter at hackere har fået udviklerne af lovlig software til at bruge en forfalsket version af Apples software, Xcode, til at skabe iOS og Mac-apps. Softwaren går under navnet XcodeGhost.

Det skriver Reuters.

- Vi har fjernet de apps fra App Store, som vi ved er blevet skabt med den forfalskede software, skriver en talskvinde fra Apple, Christine Monaghan, i en mail til Reuters.

- Vi arbejder med udviklerne for at sikre, at de bruger den korrekte version af Xcode til at genopbygge deres apps.

Hun udtaler sig dog ikke om, hvad iPhone- og iPad-brugere på nuværende tidspunkt kan gøre for at finde ud af, om deres enheder er inficeret med virus.

Det er første gang, Apple oplever et så stort virusangreb. Tidligere er der kun fundet fem virusinficerede apps i App Store ifølge cybersikkerhedsfirmaet Palo Alto Networks.

Direktør Ryan Olson fra Palo Alto Network siger til Reuters, at virussen har en begrænset funktion, og at hans firma ikke har nogle eksempler på datatyveri eller anden skade som følge af angrebet.

Alligevel er det "en temmelig stor ting", siger han til Reuters, fordi det viser, at App Store kan blive forringet, hvis hackere inficerer maskiner ved at sige, at de bruger legitime apps.

Det kan betyde, at andre hackere kopierer det, og det er svært at forsvare sig imod, siger direktøren til Reuters.

Hackerne har blandt andet fået inficeret en af Kinas mest populære apps, den såkaldte WeChat, fortæller det kinesiske internetfirma, Tencent til APF.

WeChat, som er en beskedtjeneste, har flere hundrede millioner brugere i Kina og resten af verden.

/ritzau/