Arabisk Liga har planer om fælles hær mod terrorgrupper

Skrevet af admin

09/03/2015

Mest læste i dag

Lederen af Den Arabiske Liga, Nabil al-Arabi, opfordrer til dannelsen af en forenet arabisk hær, som skal bekæmpe udbredelsen af islamiske ekstremistgrupper.

- Der er et stort behov for en sådan arabisk styrke, der kan anvendes til mange forskellige formål, og som vil kunne gribe ind hurtigt mod terrorgruppers aktiviteter, siger Arabi, som mandag ledede et udenrigsministermøde i ligaen i Kairo.

Han understregede også, at der er et øget behov for samarbejde i områder, som har betydning for sikkerheden og for udvekslinger af informationer mellem de arabiske lande.

Vicelederen i Den Arabiske Liga, Ahmed Ben Helli, siger, at de arabiske lande ventes at fokusere på dannelsen af en fælles styrke ved et årligt topmøde 28. marts i Egypten.

Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har også opfordret til dannelsen af en sådan fælles arabisk styrke, og han har antydet, at et antal medlemslande overvejer at støtte idéen - blandt andre Saudi-Arabien, Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater og Jordan.

Adskillige arabiske nationer deltager i den amerikansk-ledede koalition, som udfører luftangreb mod Islamisk Stat i Syrien.

Landene, der deltager i luftangreb i Syrien, er: USA, Bahrain, Jordan, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Landene, der deltager i luftangreb i Irak, er: USA, Danmark, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Holland, Canada og Australien.

Egypten har selv indledt angreb på Islamisk Stat i Libyen, hvor jihadisterne i sidste måned dræbte 21 kristne egyptere.

/ritzau/AFP