Arbejdsulykker blandt politibetjente stiger

Skrevet af admin

04/11/2014

Dagens topnyheder

Mens der bliver anmeldt færre arbejdsulykker blandt tømrere og slagtere, som i mange år har været højdespringere i statistikkerne, så går det den anden vej inden for politiet.

Hvor der i 2008 blev anmeldt 301 arbejdsulykker, var tallet sidste år steget til 439, hvilket er en stigning på omkring 45 procent. Det viser en opgørelse fra Arbejdstilsynet.

Det er især skader som forstuvninger og sårskader, hvor der har været en stigning gennem de seneste år. Politiet er tvunget til at anmelde ulykken til Arbejdstilsynet, hvis betjenten er nødt til at tage mindst én sygedag.

Flemming Olsen, der er forbundssekretær i Politiforbundet, kalder udviklingen problematisk. Han har dog svært ved at vurdere, hvad der er årsagen til udviklingen.

- Der er et problem i, at flere betjente har sygefravær, når de kommer til skade, for det kunne indikere, at skaderne umiddelbart har et andet omfang, end de havde tidligere. Ingen tvivl om det, siger Flemming Olsen.

Flemming Olsen slår dog samtidig fast, at Arbejdstilsynets tal ikke er nok til at tegne et samlet billede. Ifølge politiets egne tal har der de seneste mange år været omkring 1000 arbejdsulykker om året.

- Hvis man måler ud fra Rigspolitiets tal, så har man i min verden et endnu mere omfattende problem med arbejdsulykker, end det Arbejdstilsynet er kommet frem til, siger Flemming Olsen.

Hos Rigspolitiet kan sektionsleder for arbejdsmiljøsektionen, Kim Hoffmann Erichsen, dog ikke genkende, at der skulle være sket en stigning i antallet af ulykker, men at udviklingen har været flad de seneste år.

Han peger på, at der i midten af 2010 blev indført et nyt elektronisk system, kaldet Easy, til at anmelde arbejdsskader, hvilket kan forklare ændringerne i Arbejdstilsynets tal.

Politiet har dog en målsætning om at sænke antallet af ulykker med 10 procent frem mod 2016.

/ritzau/