Argentina vil ikke have død nazi-bøddel

Skrevet af admin

12/10/2013

Dagens topnyheder

Argentina vil ikke tage imod liget af den tidligere nazikaptajn og krigsforbryder Erich Priebke, der fredag døde i Rom efter at have siddet i husarrest i 15 år. Pribke, der blev 100 år, har aldrig udtrykt anger over den massakre i Italiten, som han deltog i.

- Udenrigsminister Hector Timerman har givet ordre til, at vi ikke skal acceptere det mindste forsøg på at få tilladelse til sende de jordiske rester af nazikrigsforbryderen Erich Priebke til vort land, siger talsmænd for det argentinske udenrigsministerium.

- Argentinerne vil ikke acceptere en sådan form for krænkelse af den menneskelige værdighed, siger talsmændene.

Priebkes advokat, Paolo Giachini, har sagt, at hans klient havde ønsket at blive begravet ved sin kone i Argentina.

Priebke var en af de omkring 180 nazikrigsforbrydere, der flygtede til Argentina efter Anden Verdenskrigs afslutning. Han blev i 1998 idømt livsvarigt fængsel for sin rolle i et blodbad i Roms Ardeatinergrotte, hvor 335 mennesker blev dræbt i marts 1944.

Massakren var beordret af Hitler som hævn for italienske partisaners drab på 33 tyske soldater. 75 af de mere eller mindre tilfældige ofre for massakren var jøder.

På grund af sin alder og dårligt helbred fik Priebke lov til at sone sin fængselsstraf i sin forsvarers hjem.

Priebke, der blev kendt som "Slagteren fra Adreatinergrotterne", havde efter Anden Verdenskrig boet over 40 år i byen Bariloche i Argentina, hvor han blev anholdt i 1994 og derefter udleveret til retsforfølgelse i Italien.

Flere jødiske organisationer har hilst den argentinske beslutning om ikke at tage imod Priebkes lig velkommen.

Argentinas jødiske samfund på omkring 300.000 er det største i Sydamerika.

/ritzau/AFP