Arsenal er i top-fire efter sejr i London-opgør

Skrevet af admin

16/04/2014

Mest læste i dag

Arsenal sikrede sig lørdag finalepladsen i FA Cuppen, men i Premier League kæmper London-holdet en hård kamp for at slutte i top-fire, der kvalificerer holdet til Champions League.

Tirsdag aften kom holdet et skridt nærmere ved at vinde 3-1 på hjemmebane mod midterholdet West Ham.

Arsenal var dog en langsom starter i London-opgøret. Ligesom i FA Cup-semifinalen virkede holdet en anelse uinspireret, og West Ham bragte sig foran 1-0 efter 40 minutter. Matthew Jarvis tegnede sig for målet.

Det lignede en overraskende pauseføring, men Arsenals tyske profil Lukas Podolski ville det anderledes. Minuttet inden pausen afsluttede han klinisk på et oplæg fra Santi Cazorla til 1-1.

West Ham kom fint ud til anden halvleg, men kom alligevel bagud efter fem minutter.

Et hjørnespark blev afværget i første omgang, men Arsenal løftede bolden tilbage i straffesparksfeltet, hvor den franske angriber Olivier Giroud elegant tæmmede bolden og scorede.

Målet løftede Arsenals spil, og i den efterfølgende periode havde holdet gode muligheder for at score yderligere. Det skete dog først 12 minutter før tid, da Lukas Podolski scorede til 3-1 med sit andet mål i kampen.

Arsenal brugte sejren som afsæt til igen at besætte fjerdepladsen i Premier League. Arsenal har et point mere end Everton på femtepladsen, men Everton har dog spillet en kamp færre.

/ritzau/