Arsenal-manager vil have City og PSG smidt ud af CL

Skrevet af admin

09/05/2014

Dagens topnyheder

Premier League-klubben Arsenals manager, Arsène Wenger, har altid været kendt som en mand, der mener, at fodboldklubber ikke bør bruge flere penge, end de tjener.

Nu langer han også hårdt ud efter de klubber, som har brudt fodboldforbundet Uefa's regelsæt om økonomisk fair play.

Han mener slet og ret, at klubber som Manchester City og Paris Saint-Germain bør smides ud af Champions League.

- Man skulle mene, at hvis man respekterer reglerne, kan man være med i konkurrencen. Hvis man ikke respekterer reglerne, er man ikke med. Det er noget, alle ville forstå, siger Arsène Wenger til britiske medier.

- Når Uefa ikke vil smide klubberne ud af Champions League, må de finde en anden raffineret straf. For mig og for alle andre, som står udenfor, ser det svært ud, fortsætter han.

Manchester City og Paris Saint-Germain står efter sigende til bøder på op mod 450 millioner kroner, og ifølge flere medier, får de kun lov at bruge 21 spillere i Champions League mod andre klubbers 25 spillere i truppen.

Uefa mangler dog at melde den endelige dom ud til de to klubber og i alt ni klubber.

Paris Saint-Germain har brugt 1,5 milliarder kroner på spillere siden investorer fra Qatar overtog klubben i 2012, og klubben vandt forleden det franske mesterskab for anden sæson i træk.

Den anden storforbruger Manchester City har også kurs mod sin anden titel i England på tre sæsoner.

- Jeg har sagt det her i årevis. Der er to måder at tænke på. Man kan være ligeglad og bare lade milliardærerne købe dyre spillere, eller man kan sige, at man vil gøre tingene fair, siger Wenger.

- Det, som er unfair er, at der kan komme for stor inflation, og det kan lægge for meget pres på de klubber, som ikke har mulighed for at overbetale spillerne, fortsætter han.

 

/ritzau/