Arsenal og Manchester United skuffer: 0-0 i storkamp

Skrevet af admin

12/02/2014

Dagens topnyheder

En livlig afslutning ændrede ikke på et skuffende helhedsindtryk i 0-0-kampen onsdag aften mellem Arsenal og Manchester United.

Et uafgjort resultat, der må føles mere som et nederlag end som en sejr for begge mandskaber. Uniteds krise fortsætter, og Arsenal kiksede muligheden for at tilbageerobre førstepladsen i Premier League fra Chelsea.

Manchester United er meget hårdt ramt på såvel selvtillids- som pointkonto, men manager David Moyes proklamerede inden kampen, at holdet ville spille som et tophold og gå efter alle tre point.

United fik en gylden mulighed for at få den perfekte start. Efter godt et minuts spil lavede spanske Mikel Arteta en kæmpe fejl, hvilket efterlod Robin van Persie alene med bolden foran Arsenals mål.

Men hollænderens afslutning var sjældent uskarp, og Arsenal-målmand Wojciech Szczesny kunne nemt redde til stor lettelse for hjemmeholdets fans - og Arteta.

Også i den anden ende var der bud efter et hurtigt mål. Arsenals angriber Olivier Giroud blev få minutter senere efterladt ugeneret af Nemanja Vidic ved et hjørnespark, men franskmanden misbrugte det fine tilbud.

Vidic havde det i det hele taget svært i duellerne med Giroud, og senere i første halvleg var Vidic igen tæt på at få en uheldig hovedrolle, da han blev skudt i ryggen. Bolden var ved at snyde målmand David De Gea, der dog fik ændret kurs i tide og reddet forsøget.

Gæsterne var sjældent defensivt indstillede og havde det fint med at overlade bolden til værterne, der dog ikke fik meget ud af det.

Efter pausen blev det mere livligt. Giroud var tæt på efter en time, da han satte hovedet på efter hjørnespark, men Antonio Valencia reddede med hovedet på målstregen. Giroud misbrugte flere fine forsøg i kampen.

United var også tæt på sejren. 10 minutter før tid måtte der en fornem redning af Szczesny i samarbejde med overliggeren til for at redde et flot hovedstød af van Persie.

I det hele taget var det en skuffende forestilling af to mandskaber, hvor kun de målmænd for alvor lyste op.

Arsenal kunne have tilbageerobret førstepladsen i Premier League fra Chelsea og rejst sig ovenpå lørdagens 1-5-lussing i Liverpool.

United fik et point, men er i krise og har blot hentet to sejre i årets 10 første kampe på tværs af alle turneringer.

I ligaen er de forsvarende mestre langt efter topholdene og kommer næppe til at spille nogen rolle i mesterskabskampen i denne sæson.

Chelsea fører Premier League med 57 point, Arsenal har 56. United har 42 på syvendepladsen.

Nicklas Bendtner sad på Arsenals bænk i hele kampen, målmand Anders Lindegaard ditto på Uniteds.

/ritzau/