Arsenal presser Chelsea med ottende sejr i træk

Skrevet af admin

11/04/2015

Dagens topnyheder

Arsenal har fart på i toppen af Premier League, hvor Arsene Wengers mandskab jagter førerholdet Chelsea.

Lørdag minimerede London-holdet afstanden til Chelsea til fire point med en 1-0-sejr ude over Burnley fra bunden af ligaen.

Aaron Ramsey scorede kampens eneste mål, da han efter godt 10 minutter havde placeret sig det rigtige sted i værternes straffesparkfelt og bankede bolden i nettet i et angreb med flere Arsenal-forsøg.

Dermed sørgede Ramsey for, at Arsenal kunne gå fra banen med den ottende ligasejr i træk.

Holdet har spillet to kampe mere end Chelsea, men de to hold skal om to uger mødes på Arsenals hjemmebane. Derfor har Wenger og co. fortsat et håb om at vippe lokalrivalerne væk fra førstepladsen.

Chelsea topper ligaen med 70 point, mens Arsenal har 66.

Jose Mourinhos Chelsea-spillere skal søndag på besøg hos Queens Park Rangers, der er tredjesidst i Premier League.

/ritzau/