Arsenal vil undgå kedeligt hattrick mod Bayern

Skrevet af admin

20/10/2015

Mest læste i dag

Det kører ikke for Arsenal i Champions League. Efter to kampe er London-klubben stadig noteret for nul point, efter at det blev til nederlag ude mod Dinamo Zagreb og hjemme mod Olympiakos.

Risikoen for ikke at gå videre fra gruppespillet for første gang i 16 år er dermed overhængende. Derfor skal der hentes tre point, når Bayern München tirsdag aften gæster London.

Og det er ikke en umulig opgave, vurderer Arsenals hurtigløber Theo Walcott.

- Vi må bare komme videre og glemme de første resultater. Sket er sket. Vi ved, vi er i stand til at få et resultat mod Bayern München, og vi ønsker at rette op på det, siger Walcott ifølge AFP.

De tyske mestre, som har gjort rent bord med ni sejre indtil videre i Bundesligaen, har dog et godt tag på Arsenal. Både i 2013 og 2014 sendte tyskerne Arsenal ud i 1/8-finalen.

Derudover råder Bayern-træner Pep Guardiola over to brandvarme angribere i Robert Lewandowski og Thomas Müller, som har scoret henholdsvis 22 og 15 kasser indtil videre i sæsonen.

Derfor skal Arsenal håbe på, at Alexis Sanchez kan fortsætte sin gode form, som har kastet ti scoringer af sig i de seneste seks kampe.

Senest scorede den rapfodede chilener i weekendens sejr over Watford i Premier League, mens det også blev til to scoringer i Arsenals 3-0-sejr over Manchester United.

Og hvis Arsenal-spillerne kan ramme samme niveau mod Bayern, behøver Arsenal ikke frygte de tyske mestre, mener Walcott.

- Når vi kigger på vores seneste hjemmekamp mod Manchester United, så var intensiteten i vores spil anderledes fra kampen mod Olympiakos. Hvis alle gør deres job på dagen, så bliver vi svære at slå, siger han.

Mens Arsenal har kniven for struben inden opgøret, har Bayern München mulighed for at tage et stort skridt mod knockoutfasen, da holdet kan hente sin tredje sejr ud af tre mulige.

Sydtyskerne er dog ramt af flere skader inden kampen og må se bort fra stamspillerne Holger Badstuber, Mehdi Benatia, Franck Ribery, Mario Götze og Arjen Robben. Derfor bliver det langt fra en formsag at slå Arsenal, forsikrer holdets anfører Philipp Lahm.

- Det bliver ikke en nem opgave, men vi er godt forberedt. Arsenal er helt klart bedre end nul point efter to kampe, siger Lahm.

Kampen mellem Arsenal og Bayern München sparkes i gang tirsdag 20.45.

/ritzau/