Forside Nyheder Arvinger taber sag mod TV2 og Vild med dans

Arvinger taber sag mod TV2 og Vild med dans

Arvinger taber sag mod TV2 og Vild med dans

Lige nu læser andre

Der er ingen juridisk finger at sætte på TV2-programmet Vild med dans' brug af Kai Normann Andersens evergreen "Glemmer du" i forbindelse med et program tilbage i 2007. Det har Højesteret slået fast i en dom tirsdag.

Sagen var anlagt af fem efterkommere af komponisten Kai Normann Andersen, som mente, at TV2 havde brudt ophavsretsloven i forbindelse med en programtrailer, der indeholdt 15 sekunder af "Glemmer du", sunget af Liva Weel.

En programtrailer er en slags reklame, hvor for eksempel en tv-station reklamerer for et af sine egne programmer.

Efterkommerne var utilfredse med, at komponistens navn ikke fremgik af traileren, og de har ført sagen helt til tops i retssystemet. Men Højesteret har altså afvist deres påstand.

Læs også

Ifølge de fem dommere, der har behandlet sagen, er det normalt, at korte bidder af musiknumre bruges i for eksempel tv-trailere, uden at komponisten krediteres. Derfor er det ikke i strid med "god skik", som er det centrale juridiske begreb i sagen.

Højesteret har også afvist efterkommernes påstand om, at brugen af sangen i Vild med dans-traileren skulle være en krænkelse af Kai Normann Andersens ære eller anseelse som komponist.

Sagen er ikke alene et nederlag for Normann Andersens efterkommere, men også for flere komponistforeninger, som i forbindelse med højesteretssagen er gået ind i processen på efterkommernes side.

Det drejer sig om Dansk Komponist Forening, Danske Populærautorer, Danske Jazz Beat og Folk Autorer samt Dansk Musikforlæggerforening.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK