Ashton Carter godkendt som ny forsvarsminister i USA

Skrevet af admin

12/02/2015

Dagens topnyheder

Ashton Carter bliver som ventet ny forsvarsminister i præsident Barack Obamas regering.

Det står klart, efter Senatet torsdag godkendte den 60-årige demokrat ved en afstemning.

Carter har været viceforsvarsminister fra 2011 til 2013 og har inden da haft andre høje poster i ministeriet.

Da Carter i sidste uge blev udspurgt af Senatets forsvarskomité sagde han, at han går ind for at sende våben til de ukrainske styrker, der kæmper mod de prorussiske separatister i det østlige Ukraine.

- Vi må hjælpe ukrainerne med at forsvare sig. Jeg læner mig i retning af at forsyne dem med våben, dødelige våben, sagde han.

Han sagde også, at han ønsker at øge det amerikanske forsvarsbudget, nedbringe priserne på nye våben og sikre sig, at ny teknologi kommer hurtigere frem til soldaterne.

Carter, der har en baggrund som fysiker, afløser den afgående forsvarsminister, Chuck Hagel.

Han bliver Obamas fjerde forsvarsminister.

/ritzau/Reuters