Asiatisk samler giver 445 millioner for Van Gogh-maleri

Skrevet af admin

06/05/2015

Mest læste i dag

En allé med efterårstræer i orange, grønne og røde nuancer malet af den hollandske kunstner Vincent Van Gogh har kostet en asiatisk kunstsamler 66 millioner dollar.

Maleriet blev handlet ved en auktion tirsdag i New York.

Auktionshuset Sotheby's havde forud for hammerslaget vurderet maleriet til 40 millioner dollar, men efter et intensivt budforløb mellem fem potentielle købere vandt samleren fra Asien købsretten med sit bud på 66,3 millioner dollar eller godt 445 millioner kroner.

Prisen er den højeste, der er givet for et Van Gogh-maleri siden 1998.

Den højeste købssum for et af hollænderens malerier faldt i 1990 for "Portrait of Dr. Gachet". Kunstværket blev dengang solgt for 82,5 millioner dollar. Omregnet til nutidens priser svarer det til 153 millioner dollar - over en milliard kroner.

Det var dog ikke kun den smukke efterårsallé, der var på bud ved auktionen.

Også flere malerier af den franske impressionist Claude Monet kom under hammeren.

Hans "Åkander" slog ligesom Van Gogh-maleriet Sotheby's' forventninger. Auktionshuset havde anslået prisen til at ligge mellem 30 og 45 millioner dollar, men for at kunne hænge maleriet op på væggen måtte køberen punge ud med 54 millioner dollar.

Værket "Le Palais Ducal", der blev malet i Venedig i 1908, blev solgt for 23,1 millioner dollar, mens "Bassin aux nympheas, les rosier" blev købt for 20,4 millioner dollar.

Samlet blev der solgt værker for 368 millioner dollar.

Auktionen er startskuddet til auktionssæsonen i New York.

Mange ser frem til at kunne byde på et maleri af Pablo Picasso. "The Women of Algiers (Version 0)" kommer på auktion 11. maj, og prisskiltet på dette værk er vurderet til at ligge omkring 140 millioner dollar - 940 millioner kroner.

/ritzau/AFP