Asiatiske dræberhvepse fundet i Nordeuropa: Nærmer sig Danmark

Skrevet af Mathias Madsen

25/04/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Adskillige asiatiske dræberhvepse er fundet i Europa.

Dagens topnyheder

Den asiatiske gedehams - også kaldet asiatisk dræberhveps - har fået sit kaldenavn, fordi den er "meget agressiv" og dræber andre insekter såsom bier og derfor er truende for lokale økosystemer.

Ifølge Miljøstyrelsen hører arten hjemme i Sydøstasien, men på grund af import af "levende planter, frugt og trævarer" forekommer den "i stigende grad" i flere europæiske lande. 

"Arten er kendt for at være meget aggressiv, og man bør derfor ikke forstyrre hvepseboet," står der om arten, som sjældent er set i Danmark, på styrelsens hjemmeside. 

Frankrig har i modsætning til blandt andre Danmark efterhånden fået en fast bestand af den frygtede dræberhveps, og nu frygter eksperter ifølge Ladbible, at den bestand er ved at sprede sig til Storbritannien, som ellers heller ikke har oplevet særlig mange dræberhvepse før. 

Bekymringen kommer i kølvandet på tre fund af dræberhvepse på kanaløerne mellem Frankrig og Storbritannien.

Én dræberhveps blev fanget på øen Alderney d. 19. april, en blev fundet død på L'Islet i Guernsey, og en tredje blev fanget i en fælde i en privat have. 

Fundene har gjort, at flere britiske eksperter advarer om, at den agressive gedehamseart måske er på vej til at sprede sig til flere europæiske lande. 

Den asiatiske gedehams kan genkendes fra almindelige hvepse på, at den er "væsentlige større."

Dronningen kan være mere end tre centimeter lang, mens almindelige "arbejderhvepse" er omkring to centimeter sammenlignet med almindelig hvepses størrelse på én til maks to centimeter. 

"Den asiatiske gedehams’ forkrop er beklædt med korte mørkebrune eller sorte hår. Benenes yderste ender er gule, ligesom det 4. sidste led af bagkroppen er gult, og bagkroppen er derfor sort med et bredt gult bånd nær bagenden," står der på Miljøstyrelsens hjemmeside, hvor man desuden kan læse følgende:

"Den asiatiske gedehams bygger ofte sit bo i høje træer og bygninger og kun sjældent tæt ved jorden. I Sydøstasien bliver boet ofte op til 90 centimeter højt og 70 centimeter bredt og kan rumme op til 1000 gedehamse. Gedehamsen lever af bier og andre insekter, frugt og blomster og er aktiv fra april til november."

Til trods for sit skræmmende øgenavn er dræberhvepsene kun livsfarlige for insekter og folk med allergi, men det er uden tvivl ikke en rar oplevelse at blive stukket af en dræberhveps. 

Derudover er dræberhvepse en stor trussel mod lokale økosystemer, da de er kendt for at dræbe og spise bier, som i forvejen har det hårdt i Danmark.