Astman: Overbelægning skal være væk inden for få år

Skrevet af admin

09/07/2014

Dagens topnyheder

Ulla Astman (S), formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner forventer, at problemerne med overbelægning på de medicinske afdelinger på landets sygehuse vil være løst i løbet af ganske få år.

- Jeg forventer klart, at vi kan begynde at se nogle forbedringer de kommende år, således at vi kan overbevise kommunalpolitikerne og alle øvrige, der skal være med til at finansiere det, at indsatsen nytter. Det har vi en klar forpligtelse til i løbet af ganske få år, siger Ulla Astman, der er formand for regionsrådet i Region Nordjylland.

En ny undersøgelse viser, at flere patienter dør, når der er høj belægning på de medicinske afdelinger. Undersøgelsen peger på, at mange patienter, som egentlig burde være udskrevet eller visiteret til plejehjem, ikke bliver det og derfor optager unødig plads.

Det er speciallæge Flemming Madsen, der står bag undersøgelsen, der er lavet på baggrund af 2,6 millioner indlæggelser på medicinske afdelinger på danske sygehuse i 1995-2012. Han mener ikke, at penge alene løser problemet.

- Jeg mener ikke, at det er et spørgsmål om penge, men om ledelse af sygehuse. Min hypotese er, at hvis man bliver bedre til at udskrive patienterne, når de er færdige med behandlingen, så ville man komme meget langt, siger han til Information.

Ulla Astman giver Flemming Madsen delvis ret og påpeger, at der netop er afsat satspuljemidler til at styrke indsatsen omkring ældre medicinske patienter.

- I forhold til kommunerne handler det om, at man øger samarbejdet. Jeg tror, at det bliver en af hovedoverskrifterne i de nye sundhedsaftaler med kommunerne og regionerne, der er klar fra 2015, siger hun til Ritzau.

/ritzau/