Astrid Krag: Målrettet indsats giver lavere dødelighed

Skrevet af admin

26/10/2013

Dagens topnyheder

Det er ikke tilfældigt, at andelen af patienter, som dør på grund af dårlig behandling, er faldet med i alt 14 procentpoint over en seksårig periode.

Det fastslår sundhedsminister Astrid Krag (SF), efter at Politiken lørdag beskriver, hvordan den nationale måling af hospitalsdødelighed (HSMR) har vist det markante fald.

- De nye tal er et bevis på, at man kan nedbringe antallet af dødsfald, hvis man arbejder målrettet på at forbedre kvaliteten på sygehusene og styrke patientsikkerheden.

- Og derfor er det også fornuftigt, at regionerne nu vil udbrede de gode erfaringer fra blandt andet "Patientsikkert Sygehus" til resten af landet, skriver ministeren i en kommentar til Ritzau.

I første kvartal 2007 mistede fem procentpoint for mange i følge Politiken livet i forhold til en forventet dødelighed, mens ni procentpoint færre end ventet døde i andet kvartal 2013.

- Regionernes arbejde med at gøre sygehusene mere patientsikre vil forhåbentlig sammen med de tiltag, som vi fra regeringens side har sat i gang, føre til, at den positive udvikling fortsætter de kommende år.

- For ethvert dødsfald, der kunne have været undgået, er naturligvis et for meget, skriver ministeren videre.

I årets andet kvartal døde i alt 5559 patienter under indlæggelse på hospitalet. Det er færre end forventet ud fra en lang række kriterier hos de indlagte patienter - for eksempel køn, alder, sociale forhold og kroniske sygdomme.

/ritzau/