Sundhedsminister Astrid Krag skifter fra SF til Socialdemokraterne, oplyser hun på Facebook. Det sker få timer efter, at SF har meddelt, at partiet forlader regeringen på grund af intern splittelse omkring salget af en del af Dong.
Dermed fortsætter flugten fra det kriseramte parti, efter det torsdag stod klart, at Annette Vilhelmsen stopper som SF-formand, og SF træder ud af regeringen.
- Jeg har i dag søgt om optagelse i den socialdemokratiske folketingsgruppe. De seneste begivenheder har gjort det klart, at Socialdemokraterne nu er det parti, der bedst favner mine politiske holdninger.
- Jeg har været medlem af SF i mere end halvdelen af mit liv. Men når jeg ser nøgternt på diskussionerne i det parti, som er årsag til, at SF's formand nu må trække stikket for regeringsdeltagelsen, så står en ting helt klart:
- Der er ikke opbakning til af føre den form for venstreorienteret politik, jeg gik til valg på. Dét tager jeg konsekvensen af i dag, når jeg melder mig ud af SF, skriver hun på Facebook.
Astrid Krag understreger i sit indlæg, at Socialdemokraterne altid har haft modet til at tage ansvaret på sig også i de svære situationer. Derfor glæder hun sig nu til at fortsætte sit politiske arbejde som socialdemokrat.
- Det er selvfølgelig med vemod, at jeg siger farvel til SF. Jeg har haft mange gode år i partiet og er stolt over at have været med til at udvikle partiet. Jeg ønsker SF - og de mange gode folk, jeg kender i partiet - alt det bedste og siger farvel uden bitterhed, slutter hun sit indlæg på Facebook.
Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Dam Kristensen, byder Astrid Krag velkommen i gruppen.
- Jeg har kendt Astrid Krag i mange år, både fra tiden i opposition og som ministerkollega. Astrid er en dygtig og kompetent politiker, og derfor hilser jeg hende velkommen, og det er jeg sikker på, at den socialdemokratiske gruppe også vil, siger han.
Astrid Krag stillede i 2012 op til formandsvalget i SF, men tabte med et brag til Annette Vilhelmsen.
Det står endnu ikke klart, om Astrid Krag kan fortsætte som sundhedsminister med sit partiskifte.
Mens SF er trådt ud af regeringen og derfor må aflevere alle partiets ministerposter, så skal Socialdemokraterne og De Radikale nu finde navne til SF's seks tomme ministerstole.
/ritzau/