Da den danske astronaut Andreas Mogensen kom ud af den kapsel, der havde transporteret ham fra rummet og tilbage til Jorden, kunne han øjeblikkeligt mærke den manglende tyngdekraft.
- Egentlig var landingen helt fin. Men da jeg kom ud af kapslen, kunne jeg godt mærke på hovedet, at jeg var noget rundtosset, siger Andreas Mogensen til Ritzau i Köln i Tyskland, omkring 12 timer efter, at han landede på Jorden.
Rundtossetheden skyldes ifølge den danske astronaut, at ørerne skal vænne sig til tyngdekraften efter ti dage i vægtløs tilstand.
Selve landingen, som ser voldsom ud udefra, var da heller ikke blid.
- Landingen var ikke ligefrem blød, men sædet beskytter én, så det gik fint, siger Andreas Mogensen.
/ritzau/