Atlético Madrid sætter forfølgerne under pres

Skrevet af admin

05/04/2014

Dagens topnyheder

Atlético Madrid fortsætter med at imponere i Primera Division.

Selvom hovedstadsklubben lørdag aften måtte undvære topscorer Diego Costa, vandt førerholdet 1-0 på hjemmebane over Villarreal.

Raul Garcia blev matchvinder med sin scoring efter et kvarters spil, og sejren betyder, at Atlético Madrid har 79 point for 32 kampe.

Dermed er forfølgerne FC Barcelona og Real Madrid under pres, inden Spaniens normale topduo spillere senere lørdag aften.

Barcelona er fire point efter førerholdet, inden bundproppen Betis gæster Camp Nou klokken 18, mens Real Madrid har seks point op til bysbørnene inden turen til Real Sociedad - rækkens nummer seks.

Til det opgør med start klokken 20 må Real Madrid undvære topscorer Cristiano Ronaldo. Portugiseren spares på grund af knæproblemer.

/ritzau/