Atlético Madrid stryger til tops i La Liga efter drømmehug

Skrevet af admin

13/12/2015

Dagens topnyheder

Atlético Madrid er igen i år med helt fremme i La Liga. Hovedstadsklubben er søndag helt oppe på siden af Barcelona i toppen af den spanske fodboldliga efter en 2-1-sejr hjemme over baskerne fra Athletic Bilbao.

Som altid udviste Atlético Madrid en fandenivoldskhed. Men Athletic Bilbao stod ikke tilbage for madridklubbens hårde spil. Første halvleg var præget af hårde tacklinger og hurtigt pasningsspil på midten af banen.

Bilbao slap i første omgang bedst fra kampen om midtbanen. Efter 27 minutter førte en bolderobring til en farlig afslutning fra baskernes Aritz Aduriz, og på det efterfølgende hjørnespark kom udeholdet foran.

Bolden endte ved bagstolpen, hvor Aymeric Laporte drønede læderet i netmaskerne.

Men i første halvlegs overtid førte et nyt hjørnespark igen til scoring. Denne gang for Atletico.

Koke sendte et hårdt indlæg ind i feltet. Her fandt han Saul Niguez, der køligt lagde sit hovedstød ind bag Iraizoz i Bilbaos mål.

I begyndelsen af anden halvleg fik Atletico mere greb om kampen, og i det 67. minut fik holdet også kæmpet sig til føringen.

Angel Correa tacklede bolden til Antoine Griezmann som på kanten af feltet kanonerede bolden ind i venstre side af målet. Et flot hug af Griezmann, der jublende sprang i favnen på træner Diego Simeone efterfølgende.

Kampen bølgede frem og tilbage i de sidste tyve minutter, men Atletico holdt stand. De ligger nu ved siden af Barcelona i toppen af tabellen. Begge hold har 35 point efter 15 kampe.

Tidligere på aftenen var Valencia på besøg hos Eibar i den nye træner Gary Nevilles første La Liga-kamp. Det så længe ud til at ende med et nederlag, men i det 85. minut fik Valencias ti mand udlignet til 1-1.

Valencia og Eibar ligger side om side som nummer ni og ti i La Liga med 21 point hver.

/ritzau/