Atlético tager første stik i spansk kvartfinale

admin

|

24/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Atlético Madrid er et lille skridt nærmere semifinalerne i den spanske pokalturnering Copa Del Rey efter en snæver 1-0-sejr over Athletic Bilbao i den første af to kvartfinalekampe.

Udeholdet, Athletic Bilbao, der ligger nummer fire i den spanske Primera Division, har imidlertid grund til optimisme efter besøget i Madrid, idet kampen langt hen ad vejen var jævnbyrdig.

Således var det faktisk baskerne, der havde bolden mest og i løbet af anden halvleg formåede at producere et vist pres på modstandernes mål.

Set over hele kampen forekom det imidlertid rimeligt, at det var ligaens nummer to, der tog sejren.

Kampens enlige mål blev scoret efter 41 minutters spil af uruguayeren Diego Godín, der nåede højest og headede bolden i mål efter et indlæg fra Koke.

Hjemmeholdet stod i det hele taget for størstedelen af kampens kvalificerede angreb, og mod kampens slutning kunne madrilenerne med lidt held også have fordoblet føringen, da belgiske Toby Alderweireld kom først på en bold ved forreste stolpe.

Afslutningen fra den fremadstormende forsvarsspiller strøg dog en meter forbi mål.

Kampen hævede sig imidlertid aldrig til det høje niveau, man med en vis ret kunne håbe på, når Spaniens for øjeblikket nummer to og fire mødes.

Intensiteten fejlede dog intet, og der er lagt op til et sandt drama, når holdene mødes onsdag i returopgøret på Athletic Bilbaos hjemmebane.

/ritzau/