Atlético-træner om Real Madrid: Mit fokus er på Getafe

Skrevet af admin

20/03/2015

Mest læste i dag

Atlético Madrid-træner Diego Simeone bruger ikke meget tid på at tænke over den kommende Champions League-kvartfinale mod Real Madrid.

Ved fredagens lodtrækning hos det europæiske fodboldforbund (Uefa) i Nyon blev de to Madrid-klubber parret sammen i kvartfinalen i en gentagelse af finalen fra sidste år.

Dengang vandt Real Madrid på dramatisk vis 4-1 efter forlænget spilletid, som først blev sikret, da Sergio Ramos i den ordinære spilletids overtid udlignede til 1-1 for de senere vindere.

Simeone har i øjeblikket kun fokus på et andet Madrid-hold, nemlig Getafe, som er Atlético Madrids modstander i den spanske liga lørdag.

- Det eneste, jeg vil, er at slå Getafe. Det er det, vi har brug for lige nu. Alt andet interesserer mig virkelig ikke meget, siger Simeone ifølge Reuters.

Atlético Madrid - de regerende mestre i Spanien - er i øjeblikket kun på fjerdepladsen i Primera Division, og den giver ikke direkte adgang til gruppespillet i næste sæsons Champions League.

Det er kun top-3 garanteret, mens nummer fire skal ud i kvalifikationen.

- Jeg tænker mere på Getafe end Real Madrid, siger han.

- Der er tre uger, næsten en måned, inden vi møder Real Madrid, og der vil være rigeligt med tid for jer til at have det sjovt med så stor en kamp, siger Simeone.

Første kamp spilles 14. april på Atlético Madrids hjemmebane. Returkampen spilles otte dage senere.

/ritzau/