Atletikskandale kan være værre end Fifa

Skrevet af admin

07/11/2015

Dagens topnyheder

Der er ved at udvikle sig en skandale i atletikverdenen, som er værre end den, der udspiller sig i fodbold for tiden.

Det mener forfatteren til den rapport, som antidopingorganisationen Wada, har sat i værk og som bliver offentliggjort på mandag.

- Det kommer til at forandre en hel del i sportens verden, siger Richard McLaren, som er medforfatter til rapporten, til tv-stationen BBC.

Mens skandalen i Fifa handler om tildelingen af VM-værtskaber, mener McLaren, der er en internationalt kendt advokat med ekspertise indenfor sager i sportens verden, at det er værre i atletik.

Det mener han, fordi sagerne involverer anklager om, at der er blevet manipuleret med resultater.

- Du har i teorien en række gamle mænd, som har puttet en masse ekstra penge i deres egne lommer ved hjælp af pengeafpresning og bestikkelse - men som også betød væsentlige ændringer i sportsresultater og i slutstillingen i internationale atletikkonkurrencer, siger han videre.

Udtalelserne kommer efter en hård og turbulent uge for atletikforbundets øverste ledelse.

Det var også den øverste ledelse, som fredag valgte at aflyse atletikkens traditionelle årsgalla.

- Men den sky, som hænger over vores forbund, er dette bestemt ikke det rette tidspunkt for atletikfamilien at samles i fejring af vores sport, siger den relativt nye præsident for atletikforbundet, Sebastian Coe.

Tidligere på ugen blev den tidligere atletikpræsident Lamine Diack anklaget af fransk politi, som mistænker ham for at have modtaget bestikkelse for at dække over dopingsager.

To dage senere blev der åbnet sager mod Lamine Diacks søn og tre andre personer.

Richard McLaren blev allerede i 2014 hyret til at undersøge mistankerne om systematisk doping og dækken over det i Rusland.

/ritzau/AFP