En 18-årig mand er lørdag blevet varetægtsfængslet i 26 dage for at have hjulpet den formodede gerningsmand ved attentaterne i København for to uger siden.
Han er sigtet for at have hjulpet Omar Abdel Hamid El-Hussein med at skaffe en skudsikker vest og mindst én kniv.
Dermed er tre unge mænd nu fængslet for at have bistået ved attentaterne i København den 14. og 15. februar.
Den 18-årige blev anholdt fredag efter en ransagning af en lejlighed og nogle kælderrum i Vognmandsmarken i København.
Torsdag fik to andre unge på 19 og 22 år deres varetægtsfængsling forlænget i fire uger. De mistænkes for at have bortskaffet et automatvåben, der blev brugt ved attentatet mod Krudttønden på Østerbro.
De menes også at have skaffet den formodede gerningsmand to pistoler, som blev brugt ved synagogen i Krystalgade, og hjulpet ved at holde ham skjult.
Den 18-årige, der er beskyttet af navneforbud, nægtede sig skyldig, da han lørdag var i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt.
Han overvejer nu sammen med sin forsvarsadvokat Michael Steffensen, om han vil kære varetægtsfængslingen.
Efter at dommeren havde besluttet, at politiets mistanke mod den 18-årige er tilstrækkeligt underbygget til at varetægtsfængsle ham, udtrykte specialanklager Stig Fleischer, Københavns Politi, sin tilfredshed med fængslingen.
Med varetægtsfængslingen i 26 dage af den 18-årige har dommeren sikret, at sagerne mod de foreløbig tre fængslede har samme frist, før der igen skal ske fremstilling.
/ritzau/