Auschwitz-bogholder: Tog fyldt med jøder holdt i kø

Skrevet af admin

23/04/2015

Dagens topnyheder

Den 93-årige Oskar Gröning, der var bogholder i nazistenes koncentrationslejr i Auschwitz, har i retssagen mod ham fortalt, at der kom så mange tog fyldt med jøder, at der ofte holdt to togstammer og ventede med lukkede døre, mens det første blev "ordnet".

De fleste af dem, som stod ud af togene, blev næsten øjeblikkeligt gasset til døde.

Oskar Gröning siger, at han var 21 år gammel og en "entusiastisk SS-soldat", da han blev sendt til Auschwitz-lejren. Han blev tirsdag stillet for retten i Tyskland, hvor han er tiltalt for medvirken til drab på 300.000 fanger.

Han har sagt i retten, at han føler sig moralsk skyldig for det arbejde, han udførte i dødslejren.

- I moralsk henseende så gør mine handlinger mig skyldig, sagde han, men understregede, at han ikke havde nogen direkte andel i drabene på fangerne.

Oskar Gröning fortalte onsdag, hvordan de mange jøder fra de ankomne tog "roligt og ordentligt" blev ført til gaskamrene.

- Gaskamrenes kapacitet og krematoriets kapacitet var ret begrænset. Nogen sagde, at 5000 personer blev ført igennem over 24 timer, men jeg fik ikke verificeret dette, siger han ifølge BBC.

- Af hensyn til god ro og orden, så ventede vi indtil det første tog var gennemført og afsluttet.

Overlevende har fortalt, hvordan deres ankomst til Auschwitz var kaotisk og traumatisk, og at de nazistiske vagter råbte ordrer, mens bidske hunde gøede og familiemedlemmer blev revet fra hinanden.

Gröning beskriver imidlertid scenerne "som meget ordentlige" og "ikke sindsoprivende" for ham.

En af de overlevende, Eva Kor, der i dag er 81 år, siger, at hun ikke kan huske personen Gröning, men at hun aldrig glemmer scenen.

- Alting gik meget hurtigt. Råben, gråd, skubben og gøende hunde. Jeg havde aldrig oplevet noget så hurtigt og vanvittigt i hele mit liv, sagde hun til journalister, inden hun vidnede i retten.

Hendes forældre og to ældre søstre blev ført direkte til gaskamrene, mens hun og hendes tvillingsøster - de var begge 10 år - blev brugt til eksperimenter udført af nazilægen Josef Mengele.

Gröning havde ansvaret for at gennemgå fangernes ejendele, når de ankom med tog.

/ritzau/Reuters