Australien tager pas og penge fra ekstremister

Skrevet af admin

23/02/2015

Dagens topnyheder

Australiens regering slår nu hårdt ned på personer, som udgør en potentiel risiko for landets sikkerhed, oplyser den konservative premierminister Tony Abbott mandag.

Tiltagene indbærer blandt andet, at personer kan miste retten til velfærdsydelser og få inddraget deres pas, hvis myndighederne ser dem som en trussel.

Abbott, der er under et stort indenrigspolitisk pres, afslører de nye tiltag, godt to måneder efter at tre personer mistede livet ved en gidseltagning i Sydney. Gidseltageren havde op til dramaet flere gange udtrykt sympati for Islamisk Stat.

Abbott siger mandag, at visse personlige friheder nødvendigvis må indskrænkes for at bekæmpe den hastigt voksende trussel fra radikale grupper som Islamisk Stat.

- Alt for længe har vi ladet tvivlen komme de folk, der muligvis er en trussel mod vores land, til gode, siger han på et pressemøde.

Premierministerens udspil kommer, dagen efter at en rapport om gidseltagningen i Sydney afslørede, at myndighederne havde fået adskillige advarsler om den nu afdøde gerningsmand.

Lovene vil også gå efter de såkaldte hadprædikanter, hvilket ifølge Abbott gælder grupper som Hizb ut-Tahrir, der også er kendt i Danmark.

Det anslås, at over 100 australiere er rejst til Syrien eller Irak for at kæmpe for Islamisk Stat. Mindst 20 af dem af døde, men trafikken til Mellemøsten skal nu stoppes, forsikrer regeringen.

- Personer, der kommer her til landet, har ret til at gøre, som de vil. Men det forudsætter, at de ikke stjæler den samme frihed fra andre, siger Tony Abbott.

Australien er en del af den internationale koalition, der kæmper mod Islamisk Stat i Irak og Syrien.

/ritzau/AFP