Australsk politi beslaglægger narko for milliarder

admin

|

23/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et verdensomspændende netværk, der omhandler hvidvaskning af penge og ulovlige stoffer for milliarder, er blevet forpurret af australsk politi.

Netværket spænder over 20 lande, og de mange ulovlige penge er blandt andet blevet kanaliseret over i militante bevægelser som Hizbollah i Libanon. EU har den militære gren af Hizbollah på terrorlisten.

Australsk politi har beslaglagt narkotika og kontanter for mere end 580 millioner australske dollar - hvilket svarer til cirka 2,8 milliarder kroner.

Hvidvaskningen er foregået i udlandet, og pengene stammer blandt andet fra rockerbander og menneskesmuglere.

Ifølge australsk politi har man forpurret aktiviteterne hos 18 grupper af organiserede kriminelle. Efterforskerne har samarbejdet med kolleger i flere lande - herunder det amerikanske narkoagentur DEA.

105 personer er blevet anholdt og står over for adskillige sigtelser.

Politiet har som en del af operationen, der har fået kodenavnet Eligo, lukket tre store laboratorier for fremstilling af metaamfetamin, og i november slog betjente til mod Australiens hidtil største cannabis-drivhus i Sydney.

- Vi har fokuseret på hvidvaskning af penge, og på den måde har vi afsløret en række forskellige former for kriminalitet, der har ført til disse ekstraordinære resultater, siger Australiens justitsminister, Michael Keenan.

- Det er et betydeligt slag mod den kriminelle økonomi at beslaglægge narkotika og kontanter for mere end 550 millioner dollar, tilføjer han.

Organiseret kriminalitet koster angiveligt Australien mellem 10 og 15 milliarder dollar om året. De største syndere er narko, hvidvaskning af penge, bedrageri, våben og it-kriminalitet, lyder det.

/ritzau/AFP