Australsk politi: Gidseltageren er iraneren Man Monis

Skrevet af admin

15/12/2014

Dagens topnyheder

Gidseltageren i den australske millionby Sydney er nu blevet identificeret af politiet som den 50-årige iraner Man Maron Monis, der i forvejen er kendt af myndighederne, skriver internationale medier.

Manden, der siden søndag har holdt godt en halv snes mennesker som gidsler i en café i finanskvarteret i den australske storby Sydney, er ikke ukendt blandt politi og retsvæsen, skriver den australske avis The Sydney Morning Herald.

Den 50-årige selvudnævnte islamiske imam, der er kendt under navnet Man Maron Monis, kom til Australien i 1996. Monis kom første gang i de australske myndigheders søgelys, da han sendte giftige breve til sin familie om døde australske soldater.

Sidste år blev han anklaget for at have medvirket til drab på sin ekskone og mor til to. Senest er han blevet sigtet for at stå bag flere end 50 tilfælde af seksuelle overgreb, der skal have fundet sted, mens han var selvudråbt "åndelig healer" for mere end 10 år siden.

Monis har også optrådt under forskellige navne heriblandt sheik Haron og Mohammed Hassan Manteghi. Han er født i Iran og kom til Australien for 13 år siden. Hans seneste bopæl har været i Bexley North i den sydlige del af Sydney.

For nylig sammenlignede han sig selv med WikiLeaks stifter Julian Assange, og han hævder, at de seneste anklager mod ham er rejst af "politiske grunde", skriver Sydney Morning Herald.

/ritzau/