Avis: Løkke vil have Gade som ny formand for Venstre

Skrevet af admin

03/06/2014

Dagens topnyheder

Tidligere forsvarsminister Søren Gade står tilsyneladende klar i kulissen til et spektakulært politisk comeback, skriver Politiken.

Ifølge avisens oplysninger har den nuværende direktør for Landbrug & Fødevarer besluttet, at han vil kandidere til den formandspost i Venstre, der ventes at blive ledig, når Lars Løkke Rasmussen efter alt at dømme trækker sig fra sin post senere tirsdag.

Samtidig erfarer Politiken, at Lars Løkke Rasmussen vil støtte Søren Gade som formand.

Gade har ifølge Politiken "ingen kommentarer" til avisens historie.

Venstres hovedbestyrelsen mødes tirsdag aften for at diskutere Løkkes fremtid som formand.

Forud for mødet ville Lars Løkke Rasmussen ikke kommentere på, om han vil pege på Søren Gade som ny formand.

Noget utraditionelt ville han dog godt kommentere, hvordan han ser Søren Gade som politiker.

- Jeg kender ham rigtig godt, og jeg har kun godt at sige om ham, sagde Løkke på vej ind til mødet.

Ifølge BT har Løkke fortalt Kristian Jensen - som mange har peget på som formand - at han ønsker Gade som formand.

Søren Gade var en vellidt forsvarsminister både internt i VK-regeringen, men også hos folk i forsvaret.

I februar 2010 trådte han tilbage som følge af den såkaldt jægerbogssag, hvor en it-chef havde fabrikeret en falsk oversættelse af bogen "Jæger - i krig med eliten", som forsvaret mente, afslørede forhold i forsvaret, som kunne udnyttes af Danmarks fjender.

I maj 2012 blev han direktør i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Hvis Søren Gade i sidste ende stiller op som formand, kan der være udsigt til et kampvalg om formandsposten. Kristian Jensen er således også af mange blevet peget på som en kommende formand.

Dog florerer der i øjeblikket også mange historier om folk, der forsøger at positionere sig, og det hele afhænger ligeledes af, om Løkke i sidste ende beslutter sig for at trække sig.

/ritzau/