Badminton: Herredouble er klar til at erstatte stjerner

Skrevet af admin

08/05/2015

Mest læste i dag

Fem af Danmarks verdensstjerner er ikke med på grund af den såkaldte småkage-konflikt, når det danske badmintonlandshold fra på søndag i Dongguan i Kina stiller op ved Sudirman Cup, VM for blandede hold.

I herredouble betyder fraværet af All England-vinderne Mathias Boe og Carsten Mogensen, at Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding kommer helt frem i forreste række som Danmarks ubestridte førstevalg i den kategori.

- Vi havde måske ikke lige regnet med, at det skulle ske i år, men nok først om to år, siger 27-årige Mads Conrad-Petersen.

Han og den jævnaldrende Mads Pieler Kolding føler sig dog klar til at påtage sig opgaven.

- Det giver hår på brystet, og jeg synes også, vi har vist, at vi kan klare presset, siger Mads Conrad-Petersen.

Sidste år stod parret i en lignende situation ved Thomas Cup, det uofficielle VM for herrehold.

Dengang måtte Mathias Boe melde afbud med en skade, så Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding spillede 1. herredouble, mens Carsten Mogensen og Joachim Fischer udgjorde 2. herredouble.

- Vi var 1. herredouble under Thomas Cup sidste år, og vi vandt alle vores kampe, siger Mads Conrad-Petersen.

Han og Mads Pieler Kolding nåede i år frem til semifinalen ved All England, og parret har hentet flere meriterende sejre, blandt andre over Mathias Boe og Carsten Mogensen samt sydkoreanerne Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong, verdensranglistens nummer et.

Ved Sudirman Cup bliver der modsat ved Thomas Cup kun spillet en enkelt kamp i hver kategori.

Mads Conrad-Petersen er godt klar over, at han og hans makker trods deres gode resultater kun var tiltænkt en birolle i Kina, indtil konflikten om de fem spilleres individuelle sponsorater med en småkageproducent dukkede op.

- Vi ved selvfølgelig alle godt, at når man var kommet frem til medaljekampene, så var Boe og Mogensen nok kommet på. Men så langt er vi ikke efter, og det tror jeg også godt, at badmintonfolket ved.

- Nok er de bedst, men vi slår dem en ud af fem gange, så vi er kommet op, hvor vi kan true dem, siger Mads Conrad-Petersen.

Danmark er ved Sudirman Cup havnet i gruppe med Indonesien og England.

Ud over Mathias Boe og Carsten Mogensen er også Joachim Fischer, Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen udelukket fra landsholdet i øjeblikket.

/ritzau/