Badmintonforbund bryder med fem danske stjerner før VM

Skrevet af admin

17/04/2015

Dagens topnyheder

Badminton Danmark har brudt med de fem stjerner Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Joachim Fischer, Mathias Boe og Carsten Mogensen få uger før VM for blandede hold, Sudirman Cup.

Årsagen til bruddet med de fem spillere er, at badmintonforbundet har indgået en aftale med småkagefirmaet Danisa, der har købt sponsorrettighederne til landsholdets bluser under Sudirman Cup.

De fem spillere står derfor i en prekær situation, da de i forvejen har individuelle aftaler med en konkurrerende småkageproducent, Kjeldsen Cookies.

Spillerne har ifølge forbundet afslået at stå til rådighed for landsholdet med henvisning til, at deres individuelle kontrakter ikke tillader det.

Badminton Danmark har gennem Spillerforeningen indgået en kollektiv aftale, der betyder, at forbundet kan gå indgå sponsorater på vegne af landsholdsspillerne.

Derfor anser Badminton Danmark de fem spilleres individuelle sponsorat for at være i modstrid med den kollektive aftale. Man har derfor med beklagelse set sig nødsaget til at stoppe samarbejdet.

- Badminton Danmark har brug for at skaffe indtjening til elitearbejdet gennem landsholdet, og det har vi gjort i dette og andre samarbejder med Danisa, siger formanden i Badminton Danmark, René Toft, i en pressemeddelelse.

- Det er ikke acceptabelt for forbundet, at spillerne har brudt den kollektive aftale ved at indgå personlige kontrakter, der er i modstrid med denne.

- Da spillerne desuden ikke har forsøgt at bringe dette i orden, er vi desværre blevet nødt til at stoppe samarbejdet.

Sudirman Cup spilles mellem 10.- og 17. maj. Ved den seneste udgave i 2013 fik Danmark en bronzemedalje med hjem.

/ritzau/