Bale vil angribe og Messi score sit mål nummer 500

Skrevet af admin

01/04/2016

Dagens topnyheder

Messi, Suarez og Neymar mod Ronaldo, Bale og Benzema. En trio med 69 mål i 30 ligakampe mod en trio med 63 mål i samme antal opgør.

Med andre ord: Angreb møder angreb, når Barcelona og Real Madrid lørdag tørner sammen i El Clasico.

Godt nok er det tyndt med spændingen i toppen af Primera Division, hvor FC Barcelona er stukket af, men det betyder ikke, at kampen er afgjort på forhånd, advarer Barcelona-profilen Andrés Iniesta.

- Disse kampe er anderledes. Det betyder ikke noget, hvordan holdene spiller forinden, for vi vil alle gerne slå vores største rivaler.

- Vi forventer en vanskelig, tæt kamp, som bliver afgjort af små detaljer. Vi har stor respekt for det hold, vi skal møde, for det fortjener det, siger Andrés Iniesta ifølge AFP.

I Real Madrid-lejren er genkomne Gareth Bale klar til at angribe for fuld kraft.

- De spiller meget godt i øjeblikket, så vi skal udfordre dem.

- Vi skal angribe dem, vi skal udnytte deres svagheder, vi skal have en plan, og hvis vi præsterer vores maksimale, føler jeg meget overbevist om, at vi kan vinde, siger Gareth Bale.

Som en tydelig illustration af, hvor meget de to holds angribere er i fokus, er det værd at nævne, at Barcelona-superstjernen Lionel Messi har en ny målrekord i sigte. Denne gang i form af en personlig milepæl.

Hvor mange mål, 28-årige Messi egentlig har scoret, er i ny og næ til diskussion. Den lille magiker mener selv, at han kan score nummer 500 mod Real Madrid.

- Det vil være dejligt at score mit mål nummer 500 mod Real Madrid i El Clasico, men det vil være endnu mere dejligt at vinde kampen, siger Lionel Messi ifølge AFP.

/ritzau/