Ballade i Bayern: En læk afslører taktikken

Skrevet af admin

25/11/2013

Dagens topnyheder

Bayern Münchens cheftræner Josep Guardiola nyder stor succes på banen med et hold, som er ubesejret i efteråret i både Champions League, Bundesligaen og pokalturneringen.

Men på de indre linjer har spanieren fået problemer.

Den tyske avis Bild har nemlig ved flere lejligheder bragt Bayern Münchens startopstilling før tid, og andre interne detaljer er også sluppet ud til avisen. Senest bragte avisen i fredags Guardiolas startformation til lørdagens kamp mod Dortmund.

Det fik ifølge Bild træneren til at rase mod truppen.

- Det er ligegyldigt, hvem det er. Der vil rulle hoveder. Jeg smider ham ud, og han kommer ikke til at spille under mig igen, skulle han ifølge Bild have sagt i omklædningsrummet i lørdags.

Ifølge Bild kommer citatet fra den samme kilde, som har suppleret avisen med de øvrige oplysninger også.

Bayern Münchens øverste chef Karl-Heinz Rummenigge bekræfter også, at der er en lækage i klubben og advarer vedkommende om at stoppe med at lække fortrolige oplysninger.

- Vi kommer selvfølgelig ikke med statens efterretningstjeneste for at finde ud af, hvem det er, men jeg anbefaler ham at stoppe med det.

- Ellers får han seriøse problemer, ikke kun med Pep Guardiola, men med hele klubben, siger Rummenigge til tv-stationen Sky.

Bayern München har allerede spillet sig videre fra Champions Leagues gruppespil, selv om der mangler to spillerunder. På onsdag møder de regerende Champions League-vindere CSKA Moskva i Rusland.

/ritzau/