Banedanmark anker dom for at undgå regning for togulykke

Skrevet af admin

02/12/2014

Dagens topnyheder

Banedanmark nægter at bære halvdelen af ansvaret for en togulykke ved Lyngby for snart 10 år siden.

Østre Landsret har afgjort, at Banedanmark og DSB hver har 50 procent af ansvaret for ulykken.

Konsekvensen er, at Banedanmark skal betale i alt cirka 26 millioner kroner til DSB og Codan Forsikring.

Men dommen ankes nu til Højesteret, oplyser Banedanmark tirsdag.

- Vi er ikke enige i, at ansvaret skal deles ligeligt. Vi mener, at operatøren har det primære ansvar, siger økonomidirektør i Banedanmark, Søren Stahlfest Møller.

Ved ulykken 14. februar 2005 kørte et S-tog ind i et holdende tog ved Lyngby Station. Cirka 50 passagerer kom til skade, mens lokomotivføreren blev alvorligt kvæstet.

Havarikommissionen har fastslået, at S-toget kørte for stærkt. Men samtidig var der ikke tilstrækkeligt lys i et signal, hvilket er Banedanmarks ansvar.

Landsrettens vurdering af, at de to parter har lige meget skyld, deles som nævnt ikke af Banedanmark.

- Det er et principielt spørgsmål for os, siger økonomidirektøren.

Reparationen af de to beskadigede tog løb op i cirka 50 millioner kroner.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det ikke ligner spild af borgernes penge, at to statslige selskaber fører retssag mod hinanden, siger økonomidirektøren:

- Det er os, der er blevet sagsøgt. Og det er ikke kun en retssag mellem to statslige selskaber. DSB har jo et forsikringsselskab med i sagen, siger Søren Stahlfest Møller med henvisning til Codan.

Såfremt DSB dømmes til at bære en større del af ansvaret eller det hele, bliver det Codan Forsikring, som skal punge ud, pointerer han.

Hvornår det endelige punktum i sagen kan sættes af dommerne i Højesteret, er umuligt at sige.

/ritzau/