Banedanmark arbejder på højtryk for at få S-togene i gang igen

Skrevet af John Meyer

11/12/2012

Dagens topnyheder

En lang række S-tog har fået beskadiget deres kørestrømsaftagere, og Banedanmark er sammen med DSB S-tog i gang med at tjekke S-togsnettet for at finde frem til, hvor fejlen er opstået for at undgå, at der sker yderligere skader flere steder på S-togsnettet.

- For hurtigst muligt at lokalisere fejlen på S-togsnettet indsættes der nu enkelte S-tog i pendulfart mellem Dybbølsbro og Svanemøllen, ligesom der kører enkelte tog til og fra endestationerne på de forskellige strækninger til henholdsvis Dybbølsbro og Svanemøllen. Disse tog kører i lav fart og foretager inspektioner af S-togsnettet samtidig med, at Banedanmarks teknikere også sideløbende er i fuld gang rundt om på S-banen, siger sektionschef for S-bane Claus Bendix Christiansen.

Det er endnu for tidligt at sige, hvornår og i hvilken form S-togsdriften kan genoptages. Der meldes løbende ud.